Skiområdet Saalbach, Hinterglemm, Leogang og Fieberbrunn tilbyder skiløb for enhver smag, hyggelig Østrigs alpestemning og Afterski uden sidestykke.

Skiområdet Saalbach, Hinterglemm, Leogang og Fieberbrunn tilbyder skiløb for enhver smag, hyggelig Østrigs alpestemning og Afterski uden sidestykke.
Der findes 270 km præparerede pister i Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn.

Af Torben Winther

Det danske sprog høres overalt. Saalbach er meget populært blandt danske skiturister, og har været det igennem 30-40 år. Mere end 10 skirejsebureauer arrangerer rejser hertil fra Danmark, og en del kommer på egen hånd.

Skiområdet er kendt for at have stort set alt, hvad skiløbere kan ønske sig: brede boulevarder, udfordrende pister, nedfarter gennem skov, afmærkede ruter for freeriders og Snowparks. Et topmoderne liftsystem får liftkøen til at skrumpe og gør opstigningen hurtig. I højsæsonen er ventetiden ved lifterne om morgenen omkring 10 minutter.

I sæsonen 2015/2016 blev Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang sammenhængende med skiområdet Fieberbrunn. Dermed voksede skiområdet med 40 kilometer piste, så man i dag kan boltre sig på 270 kilometer præparerede pister. Og, det hele hænger sammen.



Ski-in i Saalbach

Gæster, der bor i i Saalbach, kan snildt gå til en af de tre lifter, som fører op i terrænet. Og, pisterne ender også tæt på byens hovedgade, som er bilfri. Saalbach er fuld af liv, især sidst på eftermiddagen, når skiløbere fylder de udendørs caféer eller slentrer hjemad fra Afterski på usikre ben og ski, der faretruende stritter i alle retninger.

Den vildeste Afterski sker på Hinterhag Alm, en gammel gård som ligger på toppen af børnebakken. Der spilles live musik hver dag fra kl. 16.00 og kl. 17 er der 'herzen tanz', hvor stedets ejer, Evi, fra førstesalen kaster klistermærker ud til gæsterne. Man skal komme i god tid eller bestille bord, hvis man vil sidde ned, men mange står op og fyrer den af imellem eller på bordene.

Saalbach har et væld af restauranter og mere end 30 barer og caféer, diskoteker, og indimellem har der sneget sig enkelte forretninger ind.

Masser af udfordringer for garvede skiløbere.
Masser af udfordringer for garvede skiløbere.


Over bjergtoppen til Fieberbrunn eller Leogang

På begge sider af dalen i Saalbach og Hinterglemm findes et væld af pister og mulighed for at vælge pister, der svarer til ens niveau. Og det er blot en del af det store Skicircus, der har direkte skiforbindelse imellem fire byer. Tager man over bjergtoppen ved Wildenkarkogel leder pisterne til Leogang, mens man ved Reiterkogel kommer til det senest tilføjede skiområde ved Fieberbrunn.

Shattberg x-press kører op til den næsthøjeste skistation omkring Saalbach og Hinterglemm. Vi står ikke af på halvvejen, men kører med til toppen som ligger i 2.020 meter. Herfra har vi milevidt udsigt til de omkringliggende bjergtoppe og cirka 1.000 højdemeter at gøre godt med på pisterne. Vi vælger at køre på de blå og derefter de røde pister oppe i terrænet omkring Shattberg, og siden beslutter vi at cruise på den ikoniske blå piste – og den længste piste i området med syv km, til Vordenglemm i dalen. Herfra tager vi tre lifte og bruger cirka 45 minutter for at komme til Leogang, som ligger på den anden side af bjerget i den samme dal som Fieberbrunn.

En tur nedad World Cup pisten

Skicirkus har noget for enhver smag og niveau. Er man forholdsvis ny på ski eller har man lyst til at carve i store buer, så kan det anbefales at køre i området i nærheden af Leogang, hvor næsten alle pister er i kategorien Blå, og der er mange at vælge imellem. Prøv for eksempel de lange nedkørsler som udgår fra Kleiner Asitz og ender i Leogang i bunden af dalen.

Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn er med sine mange pistekilometer kun overgået af Ski amadé, men det ændres der på, når området bliver forbundet med Zell am See og dermed bliver det største skiområde i Østrig.

Er man øvet og vil udfordres, så kør mod toppen af Zwölferkogel. Her kan man køre på samme røde piste som deltagerne ved WM i 1991 eller tage turen ned ad den sorte World Cup piste, der blev brugt ved World Cup i 2015. Pisterne ved Zwölferkogel er desuden blevet udpeget som officielt træningsområde for det østrigske skiforbund.

Afterski på Hinterhag Alm.
Afterski på Hinterhag Alm.


Off-piste i Fiberbrunn

Fieberbrunn, som er et af yderområderne har de bedste muligheder for off-piste. Fiberbrunns motto er ”Easy up & wild down”, og det er netop i Fiberbrunn, at verdens elite i off-piste samles til Freeride World Tour.

Med sine ca. 4.300 indbyggere har Fieberbrunn flere indbyggere end Saalbach-Hinterglemm, men kun få hoteller. Til gengæld lejer de lokale lejligheder og værelser ud, og prisniveauet er generelt lavere end i de mere etablerede skibyer i området.

Fakta

Skicircus Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn

- Skiområde: 1.000-2.100 m
- Saalbach: 1.003 m.o.h.
- Skisæson: Begyndelsen af december til ugen efter Påske.

- Pister i alt: 270 km.
- Blå: 140km
- Rød: 112km.
- Sort: 18 km.

- Lifter: 70 stk.
- Langrend:
- 150 km langrendsløjper i Hinterglemm og PillerseeTal
- Freeride ruoter:
- Afmærkede (selvstændigt pistekort)
- Freeride Parks
- Snowparks

Børn har kronede dage i Saalbach.
Børn har kronede dage i Saalbach.


Registrering af dit skiløb:
På www.skiline.cc kan man ved brug af sit liftkortnummer bl.a. få vist antallet af piste-kilometer og hastighed på udvalgte strækninger.

Liftkort:
- Pris 5-dag i højsæson (23.12.2017 - 30.03.2018)
- Voksen ca. 1.630 kr.
- Barn ca. 815 kr.

Skiundervisning Skischule Saalbach:
2 timer med privat skilærer koster ca. 1.070 kr.

Mere information:
www.saalbach.com

Flere nyheder

Hos Jysk Rejsebureau har man de seneste år oplevet stigende interesse for Mexicos spændende kultur, flotte str... Læs mere!

Stort potentiale og rekordhøj omsætning i den europæiske ferieparkkæde, Landal GreenParks, sender over 20 mill... Læs mere!

Aarhus Airport har i begyndelsen af året oplevet solid vækst i lufthavnens passagertal. Udviklingen er speciel... Læs mere!

Hoteller i Danmark vinder frem i vintermånederne. Nye tal viser, at antallet af gæstenætter i januar og februa... Læs mere!

Københavns Lufthavne A/S gennemfører nu to initiativer, som begge reducerer den takst, flyselskaberne betaler ... Læs mere!

Den internationale rejseguide Luxury Travel Guide har netop udnævnt Bandholm Hotel til vinder i kategorien “Eu... Læs mere!