Ifølge en ny undersøgelse fra Universe Science Park mener næsten halvdelen af danskerne, at iværksætteri bør være en del af undervisningen i landets folkeskoler.

Ifølge en ny undersøgelse fra Universe Science Park mener næsten halvdelen af danskerne, at iværksætteri bør være en del af undervisningen i landets folkeskoler.
Iværksætteri er på programmet i Universe Science Park. Ifølge en ny spørgeskemaundersøgelse mener mange danskere, at dette ligeledes bør være tilfældet i folkeskolen. Foto: Universe Science Park.

Danske børn bør undervises i iværksætteri allerede på folkeskoleniveau. Det mener næsten halvdelen af danskerne ifølge en ny spørgeskemaundersøgelse, som Universe Science Park har gennemført i samarbejde med Analyse Danmark. Heri svarer 48 procent, at de er enige eller meget enige i, at iværksætteri skal på skoleskemaet fra en ung alder, mens kun 12 procent er uenige.

Formand for Dansk Iværksætter Forening, og manden bag landets største iværksætterfællesskab Ivækst, Peter Kofler, er ikke overrasket over resultatet. Han fortæller, at der i dag er en langt større forståelse for vigtigheden af iværksætteri, og at danskerne generelt ser på iværksættere med respekt og anerkendelse.

”Iværksættere er nutidens rockstjerner, og vi ser dem i den bedste sendetid på TV, hvilket var utænkeligt for bare 10 år siden. Men selv om danskerne ser positivt på iværksætterlivet, skal det helst være naboen, der springer ud i det. Vi er opfostret i et system, der gør os til lønmodtagere, og vi afskyr risici og forandring. Men nogen bliver nødt til at skabe den nødvendige forandring, som verdenssamfundets hastige udvikling kræver,” siger han.

Peter Kofler forklarer, at undervisning i iværksætteri kan være med til at gøre Danmark til den iværksætternation, der er nødvendig for, at landet kan fortsætte med at skabe vækst og opretholde sit velstandsniveau. Det vil således klæde børn og unge bedre på til fremtiden, hvor der er brug for nytænkning og fornyelse i både nye og eksisterende virksomheder, samt skabe en iværksætterkultur med risikovillighed og større mod på at kaste sig ud i iværksætterdrømmen.

”Det er vigtigt, at vi uddanner vores børn og unge til at kunne og turde gribe mulighederne. Udover at give alle elever et større mulighedsrum, så rækker iværksætteri også ud til en anden type elev – typisk den uregerlige dreng på bagerste række, som trives i denne læringsform. Vi kan ikke slå kineserne på, hvem der er bedst til matematik, men vi kan slå dem på at sætte vores sind fri og på at udfordre virkeligheden omkring os. Og det er både tilfredsstillede for individet og vigtig for Danmark, hvis vi ikke skal rasle ned af listerne over de rigeste lande i verden,” siger Peter Kofler.

Peter Kofler understreger desuden, at måden hvorpå iværksætteri sættes på skoleskemaet er afgørende, og at iværksætteri ikke kan undervises på samme måde som folkeskolens andre fag.

Universe Science Park har gennemført spørgeskemaundersøgelsen for at teste danskernes syn på blandt andet iværksætteri. Oplevelsesparken i Sønderjylland har således som sit erklærede mål at begejstre børn og unge for henholdsvis naturvidenskab, teknologi og iværksætteri.

Det mener danskerne om udsagnet ”Danske børn bør undervises i iværksætteri, således at de bliver inspireret til at realisere deres ideer i egne virksomheder og får værktøjerne til det?

Meget enig: 12 procent
Enig: 36 procent
Hverken eller: 33 procent
Uenig: 10 procent
Meget uenig: 2 procent
Ved ikke: 8 procent

Spørgeskemaundersøgelsen er udarbejdet af Analyse Danmark på vegne af Universe Science Park. Den omfatter et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 18-74 år. Spørgeskemaundersøgelsen omfatter i alt 1.040 respondenter, som er tilfældigt udvalgt på tværs af blandt andet køn, alder og geografi, således at undersøgelsen afspejler befolkningssammensætningen på disse parametre.

Universe Science Park er en naturvidenskabelig oplevelsespark, hvor børn og voksne leger sig til viden om naturvidenskab og teknologi. I år præsenterer parken blandt andet Europas største virtual reality-udstilling. Universe Science Park er beliggende på Als i Sønderjylland og har i år åbent fra den 8. april til og med den 29. oktober. Parkens erklærede formål er at begejstre børn og unge for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri.

Flere nyheder

”Far til fire i solen” er i fuld gang med optagelserne på Gran Canaria, og lørdag fik de besøg af Præsident An... Læs mere!

Selv om Universe har lukket ned for vinteren, er der stor aktivitet. Der er nemlig fuld gang i byggeriet af en... Læs mere!

Et nyt studie viser, at regnskove, der får lov til at genskabe sig selv uden menneskelig indblanding, gør det ... Læs mere!

Han har fotograferet berømtheder som U2, Amy Winehouse, Paul McCartney, Jack White og mange flere. Men han har... Læs mere!

Emaljeskilte var i det meste af det 20. århundrede farvestrålende reklamer over alt i det danske landskab. Læs mere!

Danmarks Kvindelandshold er i EM-finalen for første gang nogensinde efter en vanvittig semifinalekamp mod Østr... Læs mere!