TEST: BMW er langt fremme i udviklingen af hybridbiler. Det mærker man i 330e iPerformance. Emagasin1 har haft lejlighed til at teste bilen.

TEST: BMW er langt fremme i udviklingen af hybridbiler. Det mærker man i 330e iPerformance. Emagasin1 har haft lejlighed til at teste bilen.
BMW 330e iPerformance er som skabt til dig der har mulighed for at sætte en ladestation op i carporten eller garagen. Så er der serveret 40 kilometers kørsel på rent el hver dag, hvilket for de fleste vil være nok, eller i hvert fald et godt supplement dagens gøremål.

Lad det bare være sagt med det samme: Kombinationen af en elmotor og en TwinPower Turbo, gør BMW 330e iPerformance til en dynamisk og spændende bil.

Som i de andre 3-modeller mødes man af den sædvanlige BMW-kvalitet som er mere end almindelig eksklusiv, og som sædvanlig forkæles man med innovativ teknologi, imponerende køredynamik og maksimal effektivitet med en miljøvenlig profil, takket være muligheden for lokalt udledningsfri kørsel.

Sammenkoblingen af benzinmotor og elmotor giver en samlet ydelse på 252 hestekræfter og 420 NM. Det sender bilen afsted fra 0-100 km/t på 6,1 sek. og 330e kan præstere en topfart på 225 km/t.

Det kan også siges på en anden måde. 330e iPerformance er en spændende bil at køre i, og det er en særlig oplevelse at sætte Bimmeren i gang uden brug af benzinmotor, de første par gange bliver man i tvivl om man overhovedet har fået startet bilen op. Den er fuldstændig lydløs.

Bestem selv din kørestil

Som plug-in-hybrid har BMW 330e iPerformance en række forskellige køreprogrammer, som giver bilens fører mulighed for at påvirke det faktiske energiforbrug. Forbrugsværdierne afhænger dels af det valgte køreprogram og dels af din kørestil. Når batteriet er fuldt opladet, kan du tilbagelægge op til 40 kilometer uden at bruge en eneste dråbe brændstof.

I programmet AUTO eDrive sikres den optimale kombination af elmotor og forbrændingsmotor, sådan at fokus kan holdes på at opnå den bedst mulige effektivitet.

Når du kører i byen, udnytter BMW 330e elmotorens styrker fuldt ud. Med et fuldt opladet batteri kan du tilbagelægge kortere afstande (op til 40 km) helt udledningsfrit og køre tværs gennem byen uden at bruge en eneste dråbe benzin.

BMW 330e er også en fin pendlerbil. Målt over en strækning på 50 kilometer ligger det gennemsnitlige brændstofforbrug omkring 22,2-28,6 km/liter (foreløbige værdier, der endnu ikke er bekræftede) og således væsentlig lavere end andre biler i denne klasse.

Teoretisk kan du på lange strækninger opnå et gennemsnitligt forbrug på 14,3 km/liter, men skal du en tur ned gennem Tyskland er det næppe sandsynligt at du holder ind til siden, og bruger 2 timer på at lade batteriet op, for at kunne køre ekstra 40 kilometer. Gevinsten er simpelthen for lille, og man kan kun glæde sig til at batterirækkevidden øges betragteligt på denne type biler. Men det ændrer ikke på at BMW 330e med sin TwinPower Turbo-benzinmotor er en fortræffelig rejsebil.


Intelligent energistyring

Via eDrive-knappen vælger du mellem de forskellige køreprogrammer: Standardprogrammet er AUTO eDrive, i programmet MAX eDrive kører bilen fuldelektrisk, og SAVE BATTERY-programmet sørger for at holde højvoltbatteriet ladet op til et bestemt niveau.

AUTO eDrive: Når køreprogrammet AUTO eDrive er aktiveret, afgør det intelligente BMW EfficientDynamics-system, hvilken kombination af elmotor og forbrændingsmotor der er den mest effektive ud fra parametre som hastighed og batteriniveau. Programmet er opdelt i to faser: Hvis batteriets ladestatus ligger mellem 12 % og 100 %, kan du køre fuldelektrisk op til 80 km/t. Ved behov for højere hastigheder eller mere krævende driftsforhold, starter benzinmotoren automatisk. Hvis batteriets ladestatus falder under 12 %, kan BMW 330e iPerformance Sedan køre fuldelektrisk med moderat acceleration op til 20 km/t og med let acceleration og en konstant hastighed på op til 55 km/t.

MAX eDrive: Maksimal eldrevet køreglæde: Med køreprogrammet MAX eDrive kan du køre fuldelektrisk med en tophastighed på 120 km/t. Ved højere hastigheder eller kraftigere acceleration, kobles benzinmotoren automatisk til.

SAVE BATTERY: Når batteriniveauet er lavt, kan bilens fører ved at vælge køreprogrammet SAVE BATTERY lade batteriet op eller holde batteriniveauet med kraft fra forbrændingsmotoren. På denne måde kan du aktivt gemme batterikraften til senere ture ved ren elkraft.

PREVIEW: Når du har indtastet måladressen i navigationssystemet, analyserer energistyringens preview-funktion den planlagte strækning ved hjælp af konstante data såsom hastighedsbegrænsninger og realtidsoplysninger om den aktuelle trafik på strækningen. Systemet vil nu anvende energien situationsafhængigt, effektivt og ikke mindst på de dele af strækningen, hvor det bedst kan betale sig – eksempelvis ved bykørsel.

Opladning

Når du er på farten, kan du tanke bilens batteri op ved de mange ChargeNow-ladestandere. ChargeNow er en mobilitetstjeneste fra BMW i og samtidig den største sammenslutning af udbydere af mobile ladestationer.

Mobilitetstjenesten ChargeNow gør det muligt at lade BMW elbilerne og plug-in-hybrid-modellerne op, når du er på farten. En lang række udbydere af offentlige ladestandere har til dette formål sluttet sig sammen i et stort netværk.

ChargeNow-ladestanderne er nemme at lokalisere i bilens navigationssystem ved hjælp af BMW ConnectedDrive, via appen BMW Remote eller ChargeNow-hjemmesiden. Bilens ladestik er anbragt bag et dæksel i venstre forskærm, hvor en ring af lysdioder på ladestikket holder dig informeret om, hvor langt ladeprocessen er. ChargeNow-kortet gør det muligt at anvende ladestanderne uden at skulle betale med kontanter.

Samtidig har CLEVER og BMW indgået et enestående partnerskab, der gør det at køre elbil endnu smartere. Et helt nyt koncept, der samler alt det, du og din elbil har brug for, i én samlet pris om måneden. CLEVER Unlimited er elbilernes svar på streamingtjenester - du betaler et fast månedligt beløb og kan bruge al den strøm du vil – fra ladeboksen derhjemme og via Skandinaviens største netværk af ladestandere.

Når bilen er parkeret ved hjemmet, kan opladning ske med en BMW i Wallbox. Denne ladestation, der monteres på husvæggen, skruer op for ladeeffekten og reducerer dermed ladetiden.

Samtidig ligger designet i perfekt forlængelse af BMW i modellerne. Bilens ladestik er anbragt bag et dæksel ved venstre forskærm. Lysdioder på ladestikket holder dig synligt informeret om ladeprocessen.

Og det er nok her – bilen for alvor kommer til sin ret. Arbejder du tættere end 20 km. fra din bopæl, vil du kunne køre helt benzinfri på arbejde hver dag, og så sætte bilen til opladning når den står i carporten.

Hold styr på bilen med din smartphone

Med en smartphone (iOS eller Android) får du blandt andet adgang til en række specialudviklede hybridfunktioner. Det sikrer, at du har det fulde overblik over forbrugs- og effektivitetsværdierne i din BMW.

Med appen BMW Connected til plug-in hybrider (iOS) får du vist detaljerede statusoplysninger om bilen – fx nuværende placering, batteriniveau og rækkevidde.

Ladeproceduren kan fjernstyres ved hjælp af uge-timeren, og du kan også fjernstyre kabinetemperaturen, så den er klar i god tid inden næste tur. Destinationer, POI'er og placeringen af ladestandere sendes helt enkelt fra appen og direkte til bilen.

BMW 330e er født med en forklimatiseringsfunktion, som også kan styres via din smartphone. Takket være en eldrevet kølemiddelkompressor og en eldrevet varmeveksler fungerer bilens klimaautomatik nærmest helt lydløst, selv når motoren er standset. Du kan programmere to forskellige afgangstider. På den måde kan du stige ind i en bil, som er dejligt kølig om sommeren eller dejligt lun og med dugfri ruder om vinteren

Forudsat at der er strøm nok på højvoltbatteriet, fungerer forklimatiseringsfunktionen helt uafhængigt af, om bilen er ved at blive ladet op eller ej.

Konklusion

Hvordan kører BMW 330e iPerformance så? Svaret på det er, at 330e kører som en BMW 3-serie forventes at køre. Og det er i vores termologi ganske godt. Der er tale om en flot og harmonisk bil både på de ydre linjer og ikke mindst indenfor i kabinen.

Som oftest i en BMW føler man sig tilpas og tilfreds bag rattet. Kabinen udstråler god kvalitet, og cockpit og instrumenter er placeret som de skal, for at føreren hurtigt og problemfrit kan gøre brug af bilens mange funktioner.

Konceptet med kombinationen elmotor/benzinmotor giver en ekstra dimension til bilen, og så er det jo dejligt at kunne være med til at skåne miljøet mest muligt. Men 40 kilometer på en opladning, det virker ikke af meget, i forhold til at skulle køre efter P-pladser med el standere, og i forhold til at skulle bakse med ledninger og opladerbokse, selvom det er nemt og praktisk, når man først holder på pladsen. Lidt flere kilometer på en opladning, ville efter vores opfattelse kunne retfærdiggøre det ekstra besvær.

Til gengæld er bilen som skabt til dig der har mulighed for at sætte en ladestation op i carporten eller garagen. Så er der serveret 40 kilometers kørsel på rent el hver dag, hvilket for de fleste vil være nok, eller i hvert fald et godt supplement dagens gøremål.

BMW 3-serien fås fra kr. 436.500

BMW 330e Sedan iPerformance med automatgear fås fra kr. 562.400

Begge priser er ekskl. levering.

Flere nyheder

En ny undersøgelse blandt børnehavebørn viser, at kun halvdelen af børnene har talt om trafikregler i hhv. bør... Læs mere!

Danskerne vælger i stigende grad en SUV, når de skal købe bil. De ønsker en bil, som forener dagligdagens prak... Læs mere!

Toyota forbedrer løbende produktionslinjen på sine bilfabrikker. Senest har ny teknologi og nye processer redu... Læs mere!

TEST: Vil du køre i en praktisk bil, som samtidig er lidt fræk og sporty, så er den nye Renault Megane Sport T... Læs mere!

Hver anden bilist piller selv vinterdækkene af bilen og sætter sommerdæk på. Er du en af dem, så få her gode r... Læs mere!

TEST: Morgenavisen Jyllands-Posten og Business Danmark har blandt i alt 11 oplagte firmabiler kåret Renault Ta... Læs mere!